Det amerikanske selskab Moderna har haft stor fremgang i salget i tredje kvartal som følge af coronavacciner.
Omsætningen er i tredje kvartal 32,1 milliard kroner. Det viser selskabets regnskab, der er offentliggjort torsdag.
Det er en stigning med over 3000 procent sammenlignet med sidste år, hvor vaccinen endnu ikke var kommet på markedet.
Det højere salg har sikret Moderna et overskud på 21,2 milliarder kroner. Det er en massiv fremgang fra samme periode sidste år, hvor selskabet måtte notere et minus på 1,5 milliarder kroner.
I forbindelse med regnskabet nedjusterer Moderna forventningerne til salget i 2021.
Det skyldes, at en del ordrer er rykket ind i 2022 i stedet, og derudover er der prioriteret at levere vacciner til lavindkomstlande gennem vaccinesamarbejdet Covax og Den Afrikanske Union, skriver Moderna i regnskabet.
Moderna venter nu et salg på 96-117 milliarder kroner i år. Det er et fald fra den tidligere prognose på 128 milliarder kroner.
Moderna har været den næststørste leverandør af coronavacciner til Danmark efter Pfizer/BioNTech.
Vaccinerne har været Modernas helt store gennembrud, da selskabet inden corona aldrig havde sendt et godkendt lægemiddel på markedet.
Moderna er relativt nystiftet selskab, der kun har 11 år på bagen og indtil for nylig ikke haft nogen nævneværdig omsætning og indtil i år kun haft underskud.
Det er typisk for biotekselskaber, der har mange udgifter til at udvikle medicin, som så bliver tjent hjem, hvis medicinen på et tidspunkt kommer på markedet.
Ud over coronavacciner er Moderna i gang med at udvikle en række andre vacciner.
Det gælder blandt andet vacciner mod zikavirus, hiv, cytomegalovirus og luftvejsvirusset RS-virus.
Moderna er børsnoteret i USA, og udviklingen af coronavaccinen har sendt selskabets aktie på himmelflugt.
Aktien er steget fra kurs 19 dollar i starten af 2020 til onsdag at være i 346 dollar. Selskabet har en markedsværdi på knap 900 milliarder kroner.
Torsdag står aktien dog til en nedtur på det amerikanske aktiemarked efter nedjusteringen af forventningerne til 2021.
Aktien står til at falde omkring 11 procent. Det viser handlen i det såkaldte formarked, hvor man kan handle inden børserne åbner.
/ritzau/