Kasper Schmeichel må indstille sig på en længere pause fra fodboldbanen, efter at han fik en skulderskade i landskampen mod Portugal for lidt over en uge siden.
Celtic-træner Brendan Rodgers forventer, at veteranmålmanden er ukampdygtig i fem-seks uger. Det siger Rodgers ifølge Scottish Sun til Celtic TV.
- Vi har fået nogle nyheder, og vi må se over de næste fem-seks uger, som er den varighed, der bliver nævnt. Vi følger det dag for dag, men tidshorisonten, vi fik, var deromkring.
- Kasper selv tror ikke, at det kommer til at vare så længe. Men i den nærmeste fremtid er han helt sikkert ikke til rådighed, siger Brendan Rodgers.
Schmeichel kom til skade i den forlængede spilletid af Nations League-kvartfinalen i Lissabon sidste søndag.
Han spillede kampen til ende under store smerter, fordi det danske hold på det tidspunkt havde opbrugt alle tilladte udskiftninger.
Celtic mangler at spille to kampe i grundspillet og derefter fem slutspilskampe i den skotske liga. Derudover venter en pokalsemifinale mod St. Johnstone 20. april.
/ritzau/