Artiklen er sponsoreret.
Vi har stort set alle sammen en mobiltelefon og dermed også et mobilabonnement. Og mange af os betaler unødvendigt mange penge for det månedlige abonnement uden selv at vide det. Fordi beløbet bliver trukket automatisk fra kontoen, tænker de færreste til daglig over, hvad de egentlig får for pengene. Er du blandt dem, der betaler for meget? Find ud af det i denne lille guide, hvor du kan give dit mobilabonnement et hurtigt servicetjek.
Vælg abonnement efter behov
Når du vælger mobilabonnement, er det en god idé at vælge ud fra dine behov og dit faktiske forbrug. For hvis du betaler for noget, du ikke bruger, er det penge ud af vinduet. Omvendt kan det samme være tilfældet, selvom du faktisk bruger alt det, du betaler for - for måske findes der en billigere løsning i form af en samlet pakke. Derfor er det smart først og fremmest at kigge på abonnementernes indhold fremfor pris.
Hvor ofte ringer du?
Nogle mobilabonnementer tilbyder fri tale til en fast pris. Det lyder tiltrækkende at kunne tale så meget, du vil, uden at skulle bekymre sig over, hvad det koster, for det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, når du pludselig skal betale pr. minut.
Alligevel er det en god idé at overveje, hvor meget du egentlig taler i telefonen. I dag bruger de fleste af os mobilen til mange andre ting udover at telefonopkald. Vi tjekker sociale medier og nyheder, læser e-mails, spiller spil og meget mere. Alt dette kræver data. Derfor kan det være en god idé i stedet at gå efter data.
Hvad bruger du data til?
Hvor meget data betaler du for, og hvor stor en del bruger du faktisk? Det er også værd at holde øje med, hvis du vil spare penge på dit mobilabonnement. Hvis du rejser meget, bør du også se efter, om du skal betale ekstra for at bruge data i udlandet.
Det kan som regel betale sig at have meget data - eller fri data - hvis du bruger mobilen til at streame videoer. Eksempelvis hvis du ser serier, mens du pendler i toget, eller hvis du er blandt den voksende skare, der har droppet fjernsynet og i stedet streamer tv online.
Alt det ekstra lir
Er du vild med film og serier, så gå efter et abonnement, der inkluderer din yndlings streamingtjeneste. Men vær realistisk: Hvis du bliver tilbudt en streamingtjeneste, du ikke bruger i forvejen, vil du så bruge den fremover, eller ender du med at spilde pengene? På den anden side kan du formentlig spare penge, hvis du allerede ser eksempelvis Netflix derhjemme, og vælger at få abonnementet med via dit teleselskab.