Fredag aften vender Kristian Kjærlund tilbage til sin hjemby, når han går på scenen i X Factor-finalen i Horsens.
Det er samtidig afslutningen på en intens rejse for ham, der begyndte til en audition i efteråret 2018 og nu kulminerer i finaleshowet.
Med sig har han taget et væld af oplevelser. Især sidste fredags liveshow har lært ham en vigtig lektie. Da han sang New Radicals "You Get What You Give", koksede han i teksten og stoppede i et øjeblik med at synge, inden han kort efter fandt tilbage i sangen.
- Jeg lærte i fredags, at det ikke er verdens undergang, bare fordi man fejler. Det var rart at få med. Jeg var så bange i pausen i fredags, og tænkte at folk ville have mig ud, men sådan har de ikke set på det. Folk har bare taget det, for hvad det var, siger den 23-årige sanger.
Selv om scenekokset efterfølgende gav ham nerver, da seernes stemmer skulle tælles op, så vil han forsøge at bruge det positivt fredag aften.
- Det giver mig et vist "drive" til at hæve niveauet derfra fredag aften. Det var et fejlskridt af mig, så jeg føler klart, at jeg skal bevise, at jeg stadig hænger på, siger Kristian Kjærlund.
Hans mentor, Thomas Blachman, forklarer, at han ikke har kommenteret på hændelsen, da det er en menneskeret at fejle. Alligevel har han dog et godt råd til den talentfulde sanger, hvis uheldet skulle ske igen.
- Kokset er i virkeligheden, at han ikke bare sang videre og lod som ingenting. Jeg er jazzmusiker, og begår man en fejl, så skal man bare begå den igen, fordi så tror alle folk, at det var meningen, siger Thomas Blachman.
Kristian Kjærlund er strøget igennem til finalen uden at have været i farezonen på noget tidspunkt. Når han ser tilbage på hele X Factor-processen, bliver han overvældet over, hvor meget han har oplevet på så kort tid.
- Det er da kæmpestort. Hvis jeg tænker tilbage til audition og frem hertil, så er det da sindssygt surrealistisk. Jeg tror måske ikke, det er gået op for mig endnu, siger han.
Hver af de resterende tre deltagere har fået produceret en vindersang. Kristian Kjærlunds sang, "Lost and Profound", er produceret af blandt andre den tidligere X Factor-dommer Remee og sangerinden Kwamie Liv.
- Det var meget surrealistisk at sidde i et rum med dem og pingponge med idéer. Jeg tænkte: ”Gud, er jeg så vigtig, at I gider bruge jeres tid på mig?”.
- Det hele føles meget uvirkeligt og surrealistisk, og det er nok de ord, jeg har brugt mest igennem det her. Eller ordet tak. Der er også meget at være taknemmelig for lige for tiden, siger Kristian Kjærlund.
Han skal dyste mod 15-årige Live Vogel og 16-årige Benjamin Rosenbohm i X Factor-finalen, der vises fredag klokken 20.00 på TV2.
/ritzau/
Af Louis Beck Petersen, Ritzau Fokus