Regningen kommer til at lyde på mellem fem og 12 milliarder kroner.
Det vurderer tænketanken Kraka, som har regnet på, hvor meget det koster at sætte handling bag ordene, når det kommer til de ambitioner, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har for folkeskolen i Danmark.
- Det bliver dyrt, hvis man vil have et substantielt løft af folkeskolen, siger Jens Hauch, cheføkonom i Kraka, til Berlingske.
- Selv et mindre løft af folkeskolen, af den karakter Thorning taler om, koster hurtigt fem milliarder kroner, tilføjer han.
Statsministeren beskrev i sin åbningstale i Folketinget, at hun gerne vil give eleverne i folkeskolen en længere og mere sammenhængende skoledag, som blandt andet involverer mere undervisning i dansk og matematik.
Kraka har regnet på sagen og kommet frem til, at den såkaldte helhedsskole vil koste fem milliarder i den billigste model og 12 milliarder i den mest omfattende, hvor lærerne underviser fra klokken 8 til 16.
Det koster mange penge i lærerløn.
Ifølge Berlingske håber regeringen på, at forårets overenskomstforhandlinger mellem lærerne og kommunerne resulterer i mindre forberedelsestid til lærerne og mere undervisning i klasselokalet.
Men det kan være svært at finde pengene på den måde, mener Niels Egelund, folkeskoleekspert og professor ved Aarhus Universitet.
- Der er ingen tvivl om, at Kraka regner rigtigt. Men jeg tror ikke på, at man kan opnå det her ved at vride armen om på lærerne ved overenskomstforhandlingerne, siger han til Berlingske.
- Det vil lærerne opleve som en markant forringelse af deres arbejdsvilkår, og det får man dem ikke sådan lige til, tilføjer professoren.
Undervisningsminister Christine Antorini (S) har ikke ønsket at lade sig interviewe om, hvordan regeringen vil finde penge til folkeskoleforbedringerne, men understreger i en mail til Berlingske, at man vil fremlægge et "fuldt finansieret udspil" senere på året.