Dårlige oplevelser i praktikken eller problemer med sproget. Der kan være mange grunde til, at man som ung vælger at droppe ud af sin uddannelse.
Men et pilotprojekt på SOSU-uddannelsen i Region Hovedstaden viser nu, hvordan man kan hjælpe de unge igennem uddannelsesforløbet, hvor især overgangen til praktikken skaber problemer.
Ved at sætte ind med blandt andet trivselssamtaler, sprogstøtte og en støtteven-ordning er det lykkedes at sænke frafaldet med 30 procent.
Og det glæder Marianne Stendell, formand for Region Hovedstadens udvalg for fremtidens uddannelse og forskning.
- Jeg er imponeret over de gode resultater, som vil få endnu større effekt, når projektets metoder nu fremover vil blive brugt på alle regionens social- og sundhedsskoler, siger hun i en pressemeddelelse.
Hun håber, at uddannelser over hele landet kan blive inspirerede af projektet, så man kan komme problemet med frafald til livs.
Projektet er udarbejdet af hovedstadsregionens 4 social- og sundhedsskoler, 15 kommuner, seks hospitaler og fem psykiatriske centre. Sammen har de udviklet og afprøvet forskellig metoder til at fastholde eleverne.
Nogle indsatsområder henvender sig specifikt til elever med anden etnisk baggrund, mens et andet indsatsområde er overgangen til praktikken.
Charlotte Poulsen er formand for projektets styregruppe og konsulent på SOPU, Skolen for Sundhed, Omsorg og Pædagogik København og Nordsjælland. Hun fortæller at de gode erfaringer vil blive brugt til at lave et nyt grundforløb på uddannelserne.
Metoderne:
- Erhvervsrettet andetsprogsdansk
- Individuel forberedelse af elever før praktikstart
- Introduktionsforløb i praktikken
- Trivselssamtaler
- Praktikguide Sprogstøtte i praktikken
- 5 dages kursus for vejledere og praktikansvarlige