Fire unge blev i nat fundet bevidstløse på Døllefjeldemusse Markedet på Lolland efter at have drukket en livsfarlig blanding af fælgrens og kaustisk soda.
Det skriver TV2 Øst.
Blandingen minder om stoffet fantasy, der bruges i technomiljøet. Og det kan være livsfarligt.
Ifølge politiet havde tre af de unge købt en halv liter af stoffet i en colaflaske.
De fortæller lørdag morgen, at sælgeren havde blandet otte liter af det farlige stof, og Sydsjællands og Lolland-Falsters politi advarer nu derfor om, at der kan være mere af det farlige stof i omløb.
Den fjerde indlagte har politiet endnu ikke fået talt med, og de er derfor ikke sikre på, at han har taget det samme stof.
Alle de unge er 16-17 år og fra lokalområdet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 01.20 natten til lørdag, og de unge blev kørt til Nykøbing sygehus.
En af de unge blev lagt i kunstigt koma, men alle er altså vågnet her til morgen, tilsyneladende uden mén.