Den pressede oplevelsespark Naturkraft ved Ringkøbing overlever med nød og næppe en truende konkurs.
Det er byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune, som er trådt til og dermed sikrer oplevelsesparken en tredje sæson, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Naturkraft får således en afgørende underskudsgaranti på 7,5 millioner kroner. Samtidig får Naturkraft udsat tilbagebetalingen af et kommunalt lån på 15 millioner kroner.
Men det var på et hængende hår, at den skrantende attraktion overlevede. Byrådet var nemlig splittet og beslutningen blev truffet med det mindst mulige politiske flertal; 15 af de 29 byrådsmedlemmer stemte for.