Ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen er sendt til konkursbehandling.
Det skriver B.T. med Statstidende som kilde.
Således synes det sidste søm, at være i kisten til det firma, som tv-kendissen Jesper Nielsen drev indtil for et års tid siden.
Jesper Nielsen blev landskendt, da han som vært i DR-programmet "I hus til halsen" hen over flere sæsoner var den driftige og kreative hussælger.
Men i juli sidste år kom det frem, at han var helt ude af ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen, som så blev kørt videre i hans navn.
Samtidig stoppede Nykredit samarbejdet med Jesper Nielsen, og oplyste tv-kendissen havde modsat sig en undersøgelse af en række forhold, som handlede om potentielt krænkende adfærd ved en julefrokost.