De danske basketballmestre fra Bakken Bears stopper med øjeblikkelig virkning samarbejdet med træner Phil Dejworek, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Her giver klubben udtryk for, at der har været et for lavt bundniveau den seneste halvanden måned, hvor træningsniveauet åbenbart heller ikke har været tilfredsstillende for ledelsen.
- Phil har en stor trænerkarriere foran sig og vil være et varmt navn til en klub på højt niveau, men vi føler, at vi har behov for at komme tilbage til rødderne.
- Vi føler os låst fast i en situation, hvor vi ikke kan få en trup af en bredde, der gør, at vi tror, vi kan vinde det danske mesterskab, siger sportsdirektør Michael Piloz i pressemeddelelsen.
Steffen Wich, tidligere mestertræner i Bakken Bears, vender tilbage til klubben og skal være træner sæsonen ud.
Dejworek fik to et halvt år hos Bakken Bears. I 106 kampe førte han klubben frem til 95 sejre. I øjeblikket er klubben på andenpladsen i den bedste danske række med 12 sejre i 15 kampe.
- Jeg er den mest vindende træner i klubbens historie i forhold til sejrsprocent, og Bakken Bears har været en fantastisk erfaring for mig. Det har kun været en fornøjelse at arbejde for klubben, siger Dejworek.
Steffen Wich ser frem til den kommende opgave.
- Da klubben spurgte, om jeg ville hjælpe med at tage opgaven, sagde jeg - efter en forespørgsel på hjemmefronten - straks ja. Jeg glæder mig meget til at arbejde med en talentfuld trup, siger Wich.
/ritzau/