Landets teenagere kan godt lyne op. Der er nemlig ingen hanky panky, hvis du er under 18 år på de danske bordeller.
Alligevel må bordellerne afvise helt unge fyre, skriver metroXpress.
En rundringning viste, at næsten 200 unge mænd mellem 18 og 25 år har købt sex den seneste uge på et af ti bordeller. Mange steder måtte de jævnligt afvise unge mænd under 18 år.
"Den seneste uge har vi haft 10-15 kunder mellem 18 og 25 år. Samtidig har jeg i denne uge måttet afvise fire unge, der var 16-17 år gamle. Vi beder dem simpelthen om at vise kørekort eller anden ID, og hvis de ikke kan det, er det bare ærgerligt," lyder det fra en af bordellernes telefondame til metroXpress.
Det kommer efter en storstilet kampagne i 2008 mod de unge mænd, for at få dem til at droppe bordelbesøget.
Mandeforsker på RUC Kenneth Reinicke vurderer, at kampagnen har været oppe mod stærke kræfter.
"Jeres tal fra bordellerne viser jo, at mange unge mænd stadig opfatter det som legitimt at købe sex. De støtter sig til, at det er lovligt, og ser ikke elendigheden bag den smilende og imødekommende prostituerede," siger han og tilføjer:
"Hvis det er ulovligt, vil det tvinge en til at reflektere over, om det legitimt at købe et andet menneskes krop," siger Reinicke til metroXpress.
Kilde: metroXpress