Den danske golfspiller Thorbjørn Olesen har stadig mulighed for at levere et godt resultat i weekenden i European Tour-turneringen HNA Open de France.
Fredag gik danskeren sin anden runde i to slag under banens par, som er på 71 slag, og det var samme udbytte for Thorbjørn Olesen som i første runde torsdag.
Dermed ligger han placeret på en delt tiendeplads med fire slag under.
Også Lasse Jensen klarede fredagens cutgrænse og skal spille videre i weekenden fra en position som delt nummer 49.
Lasse Jensen gik ligeledes anden runde i 69 slag, men da torsdagen bød på to slag over banens par, så ligger han før lørdagen i par.
Thomas Bjørn er også videre med hiv og sving som delt nummer 65 efter de to første runder i henholdsvis 73 og 70 slag.
Derimod blev det et farvel til turneringen for både Lucas Bjerregaard og Søren Kjeldsen, der ikke klarede fredagens cutgrænse.
Spanske Adrian Otaegui og Peter Uihlein fra USA topper med hver otte slag under banens par.
/ritzau/