Den hurtigtvoksende modeforretning TeeShoppen har haft speederen i bund og har senest landet den danske fodboldlegende Brian Laudrup som ambassadør.
Med iværksætteren Benjamin Philip i førersædet har TeeShoppen budgetteret med en omsætning på over 100 millioner på det danske marked. Men det er ikke nok, for resten af Europa er også i virksomhedens sigtekorn.
- Jeg er blæst bagover af, hvordan folk har taget imod vores koncept. Målet er at producere tøj, der afspejler ens personlighed frem for et brand, og modtagelsen viser et klart behov for basistøj, hvor man kan være fuldkommen sig selv. Vi har nået en størrelse nu, hvor vi skal opruste - særligt når vi træder ind i så mange nye markeder. Derfor har vi nedsat en professionel bestyrelse, der skal være med til at tage TeeShoppen til næste niveau, oplyser Benjamin Philip, stifter og direktør hos TeeShoppen.
TeeShoppen hentede i løbet af 2021 flere profiler fra det danske iværksættermiljø til den nye bestyrelse. Formandsposten landede hos Morten P. Ortwed, der er partner og kommerciel direktør i selskabet DiningSix og driver flere restauranter og caféer i Danmark og Norge.
Brian Laudrup er ambassadør for TeeShoppen. Foto: PR
Erfaring med at ekspandere over landegrænser
Som bestyrelsesformand hos TeeShoppen har Morten P. Ortwed været med til at sammensætte kompetencerne, der skal sikre modewebshoppens videre vækst og udvidelse til mange nye markeder i Europa.
- Jeg har stor respekt for Benjamin og det koncept, han har formået at bygge op fra bunden. Det er inspirerende at se unge iværksættere føre deres visioner ud i livet, og jeg ser frem til at hjælpe Benjamin med at tage TeeShoppen videre fra en iværksættersucces til at blive en etableret forretning, siger Morten P. Ortwed.
For Benjamin Philip har den nye bestyrelse været en værdifuld tilføjelse til forretningen.
- Der sker et skifte, når man går fra startup til scaleup. Mens jeg før har været vant til at drive tingene selv, er den store udfordring nu at overlade ansvaret til andre. Heldigvis har jeg fået en bestyrelse, som er vant til at opbygge organisationer fra nul til mange, og jeg glæder mig til at se, hvor samarbejdet bærer os hen, siger Benjamin Philip.
TeeShoppens nye bestyrelse består ud over Morten P. Ortwed af den tidligere Løvens Hule-deltager Jesper Hvejsel, der nu er direktør i e-commerce selskabet Firtal Group, Henrik Akselbo, direktør og medstifter af Represented by Bloggers Delight, samt Anders Boserup Lauridsen, advokat og partner i advokatfirmaet Rödstenen.