I løbet af blot seks måneder i 2021 er tre af de største danske tandlægekæder - målt på omsætning og antal klinikker - blevet overtaget af udenlandske fonde. Godt Smil, der en årrække har været ejet af Maj Invest, blev i juni solgt til den britiske Intermediate Capital Group. I august overtog den schweiziske familiefond Jacobs, kæden Curaos via Colosserum Dental Group, og Colosserum er nu den største tandlægekæde i Europa. I november blev den største danske aktør, Tandlægen.dk efter en årrække med dårlige resultater overtaget af den svenske kapitalfond Impilo.
I alt skønnes næsten 30 procent af den danske tandlægeomsætning at komme fra klinikker, der er del af en kæde - en udvikling der er sket over de seneste fem til syv år. Den største af de danskejede tandlægesammenslutninger, ORIS Tandlægerne, har imidlertid ingen planer om at gå samme vej.
– Vi er etableret af tandlæger, der har vurderet, at ’flere kan mere’. At tandlægerne er en dominerende del af vores ejerskab betyder, at vi naturligt kan fokusere på, hvordan vi kan fremme tandsundheden. Vi prioriterer i disse år etablering af større klinikker, hvor vi kan sikre udbygning af behandlingstilbuddene til patienter med øget og specialiseret behandlingsbehov, siger Søren Bach, der er direktør hos ORIS Tandlægerne, som satser på at få fat i de dygtigste behandlere, da det er dem, der kan sikre patienternes tandsundhed.
- Vi prioriterer i disse år etablering af større klinikker, hvor vi kan sikre udbygning af behandlingstilbuddene til patienter med øget og specialiseret behandlingsbehov, siger Søren Bach, der er direktør hos ORIS Tandlægerne . Foto: PR
Afviser ikke et salg
Søren Bach vil ikke kategorisk afvise, at selskabet kan komme til salg.
– Det er en beslutning, der ligger hos ejerne, som hovedsagelig er tandlægerne. Skal det komme på tale, er jeg dog overbevist om, at det alene vil kunne ske til en køber, der deler vores værdier og kultur, herunder det afgørende fokus på fagligheden, som sikrer den daglige arbejdsglæde, konstaterer Søren Bach.
Af det netop offentliggjorte regnskab fra ORIS Tandlægerne ses, at der har været et højt aktivitetsniveau i coronaåret 2021. Der er i året opkøbt ni klinikker, hvoraf er del er blevet lagt sammen med nogle af de øvrige klinikker, og der er nu i alt 16 klinikker på landsplan.
Regnskabet viste en omsætning på 174 millioner kroner, hvilket er en fremgang på 31 procent.
Fakta om ORIS Tandlægerne
* Kæden er fra 2017
* 16 klinikker landet over.
* Læs mere på www.oris.dk