Østjyllands Politi har nu offentliggjort nye billeder af den 27-årige Steffen Dam Jensen, der forsvandt efter en julefrokost natten til lørdag. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
På de nyligt offentliggjorte billeder ses Steffen Dam Jensen ved 7/11 på Nørreport i Aarhus kl. 1.30, og et vidne har ligeledes set ham på stedet omkring det tidspunkt, men derfra er politiet på bar bund.
- Vi mangler stadig at få kortlagt Steffens færden, den nat han forsvandt. Lige nu er det svært at vide præcist, hvor vi skal lede, og vi har søgt mange forskellige steder uden resultat. Derfor hører vi meget gerne stadig fra vidner, der har set Steffen natten til lørdag, siger politikommissær Morten Bang Rasmussen, der leder af efterforskningen, i en pressemeddelelse.
Intet tyder på en forbrydelse
Steffen Dam Jensen havde været til julefrokost på Åboulevarden i Aarhus fredag, hvorfra han pludselig forsvandt.
Indtil videre vurderer politiet ikke, at Steffen Dam Jensen har været udsat for en forbrydelse, ligesom man heller ikke mener, at han forlod festen i nedtrykt tilstand. Mandag skrev Avisen.dk, at politiet har ledt med en helikopter i området omkring Egå Engsø, haft dykkere i bassinerne i Aarhus Havn og afhørt familie og venner, endnu uden held.
Omkring kl. 1.30 går Steffen Dam Jensen ind i 7/11 på Nørreport i Aarhus. Siden har ingen set ham. Foto: Østjyllands Politi