Den tidligere fodboldtræner, -agent, -kommentator og administrerende direktør i FC København Karsten Aabrink har solgt sin luksuriøse landejendom i Nordsjælland.
Landejendommen på 530 kvadratmeter og en grund på over 29.000 kvadratmeter - lidt mere end fire fodboldbaner - på en eksklusiv adresse udenfor Hørsholm er ifølge boligsitet Boliga blevet solgt for 30.750.000 kroner.
Med det beløb kan den tidligere FCK-boss notere, at den investering han og hustruen Bettina Aabrink lavede, da de købte ejendommen stort set er blevet fordoblet. Parret erhvervede ejendommen i 2012 for 15.850.000 kroner, og sælger altså for knap 15 millioner kroner mere.
Med til historien også, at ejendommen, som også tæller hestefold og en tennisbane, ifølge Boliga blev solgt til seks millioner kroner under den sidst kendte udbudspris, som var på 36,8 millioner kroner.
Karsten Aabrink (th) ses her i samtale med Kim Brink. (Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix/arkiv)
Inden den nu 64-årige Karsten Aabrink gjorde karriere i fodboldverdenen, var han selv sportsudøver. Det var dog på isen i stedet for grønsværen: Han har således mere end 300 kampe for Herlev Ishockey Klub bag sig.
Ifølge Wikipedia stillede Aabrink hockeystaven fra sig og blev ungdomstræner i fodboldklubben Brøndby IF. I 1988 blev han cheftræner for B93og senere cheftræner i Greve Fodbold og assistenttræner for Morten Olsen i Brøndby IF.
I 1995 opkøbte Aabrink sammen med fem andre investorer FC København, hvorefter han blev administrerende direktør i klubben. Dette varede frem til 1997, hvor han solgte sin andel i klubben og blev afløst af Flemming Østergaard. Derefter blev han fodboldagent, skriver Wikipedia.
Se Karsten Aabrinks luksuriøse landejendom her
Aabrink-handlen lander trods et million-nedslag på en kvadratmeterpris lige over 58.000 kroner, hvilket ifølge Boliga.dk er mere end 20.000 kroner over prisgennemsnittet i Hørsholm Kommune. (Foto: Ivan Eltoft Nielsen)