For 30. gang i deres imponerende karrierer tørner tennisstjernen Serena Williams og hendes storesøster, Venus, igen sammen.
Familiemødet i tredje runde af grand slam-turneringen US Open er en realitet, efter at Serena Williams natten til torsdag dansk tid fuldstændigt kørte hen over tyskeren Carina Witthöft.
Serena Williams sendte 13 serveesser og 30 vinderslag afsted i sejren på 6-2, 6-2.
- Jeg var tilfreds med mange ting, siger Serena Williams om sit spil efter kampen ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere onsdag havde Venus Williams booket en plads blandt de 32 sidste ved at slå Camila Giorgi fra Italien 6-4, 7-5.
Kampen mellem Williams-søstrene, der spilles fredag lokal tid, bliver den tidligste, de to søstre har stået over for hinanden i en grand slam-turnering siden Australian Open i 1998. Den kamp var deres første indbyrdes opgør.
Deres seneste møde var i finalen i Australian Open i 2017, som den nu 36-årige Serena Williams vandt i to sæt. Hun jagter i US Open sin grand slam-titel nummer 24.
- Det bliver helt klart en hård kamp, siger hun om den forestående kamp.
- Det er meget tidligt i turneringen, men sådan er det. Det er ikke verdens undergang. Men vi ville hellere have mødtes senere, tilføjer Serena Williams.
I den interne kampstatistik fører hun 17-12.
/ritzau/