Supervision er et ord, der bliver brugt om meget forskelligt. En fejlagtig opfattelse er, at ordet har noget med at ledelse at gøre – altså at supervisoren dikterer, hvordan den, der bliver superviseret, skal gribe sit job an. Reelt ligger den sande betydning af supervision tættere på betydningen af ordet coaching, dog med primært fokus på at øge refleksionsniveau og handlekompetencer via samtaler. 

Hvornår kan det være aktuelt at inddrage en superviser?

Supervision kan fx på tale, når du ønsker at styrke medarbejdere, som arbejder med mennesker og fra tid til anden har brug for en professionel samtale. Et eksempel kunne fx være sundhedsfagligt personale, som har svært ved at oversætte teori til praksis, hvad angår arbejdet med patienter inden for psykiatrien. Eller pædagoger som svært kan vurdere, hvor personligt involverede de skal være.

Her kan samtaler med en supervisor sætte tanker i gang hos medarbejderen, som medarbejderen både kan drage fordel af her og nu, men som også klæder hende bedre på i et langsigtet perspektiv. 

Gruppesamtaler er udgangspunktet ved supervision

Sjældent vil supervision have blot én enkelt medarbejders præstation for øje. Udgangspunktet er gruppesamtaler, der finder sted flere gange om året, evt. over flere år. Her får alle medarbejderne, som har kontakt til patienter eller borgere i det daglige, et frirum til at lufte frustrationer, dilemmaer og usikkerheder, der byder sig i det daglige, hvor supervisorens funktion er at fremme refleksionen. 

Supervisere bruger forskellige metodiske tilgange

Ved supervision kan forskellige metodiske tilgange blive anvendt. Narrativ supervision er én type metodisk tilgang, hvor idéen her er at organisere erfaringer som narrativer (dvs. fortællinger), som får betydning for det lys, fremtidige erfaringer ses i. Systemisk supervision er en anden tilgang, hvor målet er at tænke i helheder. Dvs. at tanker, følelser mv. ses i lyset af konteksten, du befinder dig i.

Giver du medarbejdere supervision, kan metoderne bringes i anvendelse.