Politiet skal fortsat køre i de velkendte Passat-modeller fra den tyske bilkoncern VW.
Det er en realitet efter Rigspolitiet har indgået en rammeaftale med Volkswagen om levering og servicering af patruljevogne de kommende syv år.
Således vil det fortsat være en hvid Volkswagen Passat påført politiets velkendte stafferinger og med blå blink på taget som danskerne vil se i gadebilledet.
Volkswagen Passat har tjent det danske politi siden 2008, og i 2016 blev den nuværende generation af Passat introduceret i Politiets flåde af patruljevogne.
Den nuværende generation af Passat, kaldet for B8, blev introduceret i 2014 og kåret til Årets Bil i Europa i 2015.
I 2019 fik modellen en gennemgribende teknisk opdatering med introduktionen af nye assistent- og infotainmentsystemer samt nye TDI EVO-turbodieselmotorer.
Den version af Passat, som Rigspolitiet har udvalgt som patruljevogn, er stationcarversionen Variant 2,0 TDI DSG.
De kommende patruljevogne kører med den nyeste generation af Volkswagens TDI EVO-turbodieselmotor. (Foto: Volkswagen)