Mange mennesker får ekstra lyst til en dukkert, når solen skinner fra en klar, blå himmel.
Men et forfriskende dyb kan ende fatalt, hvis du ikke kigger dig for.
Bestanden af fjæsing er i kraftig vækst og den op til 50 centimeter lange bundfisk er også farlig.
Fiskens pigge indeholder nemlig en gift, der kan efterlade badegæster i voldsomme smerter.
Det fortæller sh.dk, der citerer nordjyske.dk.
– Vi har set mange flere i de indre farvande de senere år, og der bliver fanget rigtig mange for tiden. De kommer ind til land, når det bliver varmere, og de vil gerne være der, hvor vi mennesker også gerne vil bade. Især på de nordsjællandske strande bliver rigtig mange stukket hvert år, fortæller Henrik Carl fra fiskeatlas.dk til mediet.
Fjæsingen, der også kaldes havets hugorm, findes særligt på Østkysten og Læsø, men den er bestemt også talrigt til stede i resten af landet.
Fjæsingen holder gerne til på forholdsvis lavt land.
– Der er ingen tvivl om, at bestanden er større nu end for 20 år siden. Vi har set en voldsom stigning det sidste årti – især i forekomster helt inde ved land. Så der er ikke tvivl om, at der er sket et eller andet, men vi ved ikke helt hvad, fortæller Henrik Carl.
Sådan behandler du ifølge netdoktor.dk fjæsingstik
Ifølge Giftlinjen kan du opleve kraftige smerter, hævelse og misfarvninger, hvis du bliver stukket af en fjæsing. Du kan også blive svimmel og få hovedpine.
Smerterne ved et fjæsingstik er meget stærkere, end hvis du for eksempel bliver brændt af en brandmand. Brandmandens gifttråde kan give en brændende fornemmelse, kraftig svien, kløe og vabler.
Her er Giftlinjens råd til førstehjælp:
- Anbring stikstedet i 40-45 grader varmt vand i 30-60 min. Afprøv temperaturen med en rask hånd. Det varme vand lindrer smerten, da giften bliver nedbrudt.
- Fjern eventuelle rester af piggen, og vask med vand og sæbe.
- Supplerende behandling med smertestillende medicin kan være nødvendig. Smerterne kan blive ved i op til 24 timer og hævelsen kan vare ved i flere måneder.
- Søg læge eller ring til Giftlinjen på 82121212, hvis symptomerne fortsætter eller er meget udtalte - eller hvis der opstår tegn på infektion.
Hvis det er mere end 10 år siden, du har fået en stivkrampevaccination, skal du have en ny.