Hvis det er længden på en penis, der er afgørende under sex, er der her en guide ud i, hvilke lande der med fordel kan jagtes mænd.
Omvendt kan man håbe for de cambodianske mænd, at der er hold i mundheldet om, at "det ikke er størrelsen, men gørelsen".
For ifølge en undersøgelse af længden på mænds lem i 90 lande ligger Cambodia på sidstepladsen, skriver avisen Daily Mail.
Undersøgelsen er lavet af tyske forskere, som har brugt nyere data om mænd fra hvert af de 90 lande.
Dataene siger, at en gennemsnitlig cambodiansk mand har et erigeret lem, der fra rod til spidsen måler 10 centimeter.
Det land, hvor mænd har de længste penisser, er ikke et land i Afrika, som folkedybet ellers har lavet vittigheder om i årevis.
Det er derimod Ecuador. Her har en mand i gennemsnit et lem på 17,6 centimeter.
På de øverste ti pladser er det næsten kun sydamerikanske og afrikanske lande, men Holland har dog af ukendte årsager sneget sig ind som nummer otte med 15,24 centimeter.
Danmark er placeret som nummer 30 med 14,9 centimeter.
Historien melder intet om, hvad de indsamlede data kan bruges til i praksis, ligesom historien heller ikke nævner noget om for eksempel en penis' tykkelse ...