Ligene af et par, der forsøgte at krydse Atlanterhavet i en lystbåd, er blevet fundet i en redningsflåde, der er skyllet i land ved øen Sable Island nær den canadiske provins Nova Scotia.
Det bekræfter canadisk politi over for mediet BBC.
Det var i netop Nova Scotia, at britiske Sarah Packwood og hendes canadiske mand, Brett Clibbery, 11. juni satte sejl.
Allerede en uge efter blev de meldt savnet på vej til Azorerne, cirka 3228 kilometer væk.
Turen skulle have taget tre uger.
Brett Clibberys søn James bekræfter i et opslag på det sociale medie Facebook, at parret har mistet livet. Han beskriver de seneste dage som "meget hårde", skriver BBC.
- Der er ikke noget, der kan fylde det hul, de efterlader med deres indtil videre uforklarlige forsvinden, skriver han.
Parret blev fundet 12. juli.
Det er stadig uklart, hvad der er hændt parret, der dokumenterede rejsen på videotjenesten YouTube.
Efterforskere undersøger muligheden for, at parrets lystbåd er blevet ramt af et fragtskib, der ikke selv bemærkede kollisionen, skriver BBC.
Parrets 13 meter lange lystbåd havde navnet "Theros", og rejsen havde de døbt "Den grønne odyssé".
I en video på YouTube forklarer parret, hvordan lystbåden sejlede med hjælp fra sejl, solpaneler, batterier og en genbrugt elektrisk motor fra en bil.
- Vi gør alt, hvad vi kan, for at bevise, at man kan rejse uden at brænde fossile brændsler, sagde Brett Clibbery i en video, der blev lagt online 12. april.
- Det er muligvis vores livs største eventyr - indtil videre.
Parret mødte ifølge BBC hinanden ved en tilfældighed i Englands hovedstad, London, i 2015.
Et år senere blev de gift på deres lystbåd i Canada.
Parrets historie er tidligere blevet beskrevet i flere medier.
/ritzau/