Nikolaj Lie Kaas har ofte spillet roller, hvor hans karakter bliver tvunget ud i svære beslutninger, fordi han har en traumatisk eller kompliceret familiehistorie.
Men grænsen mellem fiktion og virkelighed er tynd, og Nikolajs egen barndom har også budt på markante oplevelser og svære valg, fortæller han i et interview med Femina.
Da den populære skuespiller var to år gik hans forældre, Preben Kaas og Anne Marie Lie, fra hinanden. Nikolaj endte hos moren og mormoren, som begge var erklærede Jehovas Vidner, og det har præget skuespilleren.
"Jeg følte altid, at jeg gjorde noget, jeg ikke måtte. Når man har det der 'rigtigt' og 'forkert' inde under huden, bruger man mange kræfter på at skamme sig i visse situationer," siger Nikolaj Lie Kaas til Femina.
Opvæksten i det religiøse hjem betød, at linjerne ofte blev trukket skarpt op.
"Når man bliver opdraget til at skelne meget mellem rigtigt og forkert, bliver man meget ordentlig. Det skal man gøre op med på et tidspunkt og tage stilling til tingene," siger han.
Men det har ikke altid været lige nemt for Nikolaj at ændre sit tankemønster.
"Det tog mig lang tid at finde ud af, at jeg faktisk ikke gjorde noget galt, når jeg for eksempel drak en øl og sådan nogle ting," siger Nikolaj Lie Kaas.
Kilde: Femina