Søndag den 18. november holder Jysk-butikkerne lukket. De ansatte skal pleje tømmermændene.
Dagen før inviterer virksomheden nemlig alle 2.000 medarbejdere plus ledsagere til kæmpe personalefest i Odense Congress Center lørdag den 17. november.
Festen er en vigtig anerkendelse af medarbejderne, fortæller HR Manager Lene Houe.
- Festerne er en anledning til at sige tak til alle vores medarbejdere, som hver dag arbejder hårdt for at sikre Jysk's succes. Nu skal de fejres med et brag af en fest, og derfor holder vi også lukket dagen efter, så vi lige har tid til at blive friske til om mandagen, siger Lene Houe.
Hvert år er der et tema til festen, der har været fast tradition hos Jysk i 39 år.
I år er der dømt fadøl, skiløjpe-stemning og fællessang til remix af tyske schlager-hits. Temaet er nemlig afterski.
- Afterski handler om at være sammen og genopleve de bedste minder fra pisterne. Vi skal på samme måde mindes årets gang, når vi samler alle medarbejdere fra vores butikker, distributionscenter og kontorer for at fejre dem og have en hyggelig aften, siger Lene Houe i en pressemeddelelse.
Danske kunstnere som Scarlet Pleasure, Gilli og Kesi optræder også til den store fest.
Søndags-ivrige kunder kan fortsat få stillet den værste dyne- og pudetrang. Om søndagen vil det fortsat være muligt at benytte citybutikken i Friis i Aalborg samt handle online på Jysk.dk.
Sidste år var temaet superhelte, og Lars Larsen var naturligvis udklædt som 'The Købman' Foto: Jysk/Presse