Blev du mødt af røde cifre, da du tjekkede årsopgørelsen, så bør du allerede nu overveje, hvordan de skal betales tilbage.
Skattegælden trækker nemlig renter med det samme, og derfor kan det klart betale sig at få den ud af verden - såfremt det er en mulighed.
Det fortæller Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
- Har du råd, kan det altid betale sig at få betalt hele sin restskat med det samme, siger hun.
Der er en rente på 2,2 procent, som løber fra dag til dag fra 1. januar til 1. juli. Og betaler du først efter 1. juli, kommer der en ekstra procentsats på, som ligger på 4,2 procent, forklarer Karoline Klaksvig.
Nogle står uden pengene til at betale skattesmækket af med det samme.
Og så kan Skattestyrelsens rente faktisk vise sig at være ganske fordelagtig, sammenlignet med hvis du skulle låne penge andre steder til at betale skattegælden, siger Per Ørtoft Jensen, der er partner hos revisionsfirmaet PwC.
- Inden du betaler skattesmækket af med lånte penge, bør du undersøge, hvad din lånerente i banken er, hvis du eksempelvis planlægger at lave et overtræk eller en kassekredit, siger han.
Laver du et bankovertræk, som banken typisk trækker mellem 15 og 20 procent på i renter - eller en kassekredit til mellem 8 og 10 procent i renter - så kan det betale sig at lade gælden stå hos Skattestyrelsen.
Men der er én ting, du skal være opmærksom på.
- Sammenligningen mellem Skattestyrelsens og bankens renter er ikke så simpel. Skattestyrelsens rente er nemlig ikke fradragsberettiget, men det er renterne i banken, siger Per Ørtoft Jensen.
Det skal du have med i dine beregninger, når du beslutter dig for, hvem du vil skylde penge.
Det kan også være, at du planlægger en omlægning af dit boliglån, hvor du til gengæld kan låne pengene til en eller to procent. Og så vil det til oftest være den løsning, der er at foretrække, fortæller Per Ørtoft Jensen.
Har du slet ikke mulighed for at betale din restskat i år, bliver et beløb op til 20.944 kroner indregnet i forskudsopgørelsen for næste år.
Det betyder, at du vil få mindre udbetalt i 2020.
Skylder du mere end 20.944 kroner, bliver der opkrævet tre rater i efteråret, og de opkrævninger vil du få gennem din e-Boks, lyder det fra Skattestyrelsen.
/ritzau fokus/
Af Mathias Sinius Mølgaard/ritzau fokus/