De to pandaer Xing Er og Mao Sun er efter en lang flyrejse fra Kina torsdag aften ankommet til Danmark og Københavns Lufthavn.
Turen fra Kina til København med to pandaer om bord er ifølge videnskabelig direktør i Zoologisk Have Bengt Holst gået "fantastisk godt" og "lige efter planen".
- De har taget det stille og roligt, og de har spist meget undervejs, siger Bengt Holst, der selv har været med på rejsen.
Pandaerne er udlånt til Danmark i 15 år og forventes at blive et stort trækplaster i Zoologisk Have i København, hvor der er opført et spritnyt pandaanlæg for 160 millioner kroner til havens nye beboere.
Det har været en proces, der har været længe undervejs at få pandaerne til Danmark. Derfor er det også en glad videnskabelig direktør.
- Lige for øjeblikket, er vi ret høje på adrenalin. Det er pludseligt virkelighed at have dem på dansk grund. Nu er det os, der har ansvaret, siger Bengt Holst.
Af hensyn til pandaerne forbliver de i deres transportkasser, som først åbnes ved ankomsten til staldene i zoo.
I forbindelse med ankomsten er der en velkomstceremoni i lufthavnen. Her deltager blandt andre miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og den kinesiske ambassadør i Danmark.
Under ministerens tale ved ceremonien kalder Ellemann-Jensen pandaerne "et symbol på partnerskabet mellem Kina og Danmark".
- Jeg vil gerne takke Kina for at lade os tage hånd om deres to skatte, siger ministeren blandt andet i sin tale.
Der er også mødt demonstranter op i form af Støttekomiteen for Tibet. Men kun i begrænset antal. De viftede blandt andet med tibetanske flag, men står uden for lufthavnen.
Det er med klar henvisning til Tibet-sagen, der handler om politiets håndtering af danske demonstrationer mod Kinas politik over for befolkningen i Tibet. Den sag går tilbage til 2012.
Det er fint, at folk er mødt op for at demonstrere imod pandaerne, mener miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
Men han er ikke enig i demonstranternes budskab, siger han til Ritzau.
- Der er nogen, der mener, at man ikke kan kritisere hinanden, når man er gode venner. Men jeg synes nærmere, at det er hos gode venner, jeg får den bedste kritik fra, siger ministeren om demonstranternes kritik.
10. april er der gallaåbning for pandaerne. Her deltager blandt andre dronning Margrethe. Dagen efter kan havens gæster se pandaerne.
Indtil da skal pandaerne ifølge den videnskabelige direktør hos Zoo vende sig til de nye omgivelser og tjekkes for eventuelle sygdomme.
/ritzau/