Golfstjernen Søren Kjeldsen har efter flere måneders tøven besluttet sig for at spille Made in Denmark i Himmerland.
Den 42-årige nordjyde har i det meste af 2017 udlevet en gammel drøm om at spille på den amerikanske PGA Tour, hvor en vigtig turnering i slutningen af august kolliderer med Made in Denmark.
Samme uge som turneringen i Himmerland indledes i USA det såkaldte FedEx Cup-slutspil, som er noget af det største inden for golfsporten.
- Hele året havde jeg bestemt mig for at holde mine muligheder åbne.
- Fordi jeg har spillet så meget i USA, synes jeg, at det var den mest rimelige måde at gøre det på.
- Men jo nærmere jeg kommer Made in Denmark, kan jeg mærke, at det er forkert, hvis jeg ikke er der, siger Søren Kjeldsen.
- Derfor har jeg truffet en ny beslutning; uanset om jeg er i FedEx Cup-slutspillet, så vil jeg være med i Himmerland. Sådan har jeg det, fastslår han.
Kun de 125 bedste spillere på den amerikanske PGA Tour får adgang til den første af i alt fire turneringer i FedEx Cup-slutspillet.
I øjeblikket er Søren Kjeldsen nummer 134 på ranglisten, men der er endnu fine muligheder for at rykke opad.
Men hvis danskeren ikke deltager i den første turnering i slutspillet i USA, så vil det sandsynligvis få store konsekvenser, da kun de 100 bedste får lov til at stille op i den næste turnering.
I den tredje turnering i FedEx Cuppen skæres feltet ned til 70 deltagere, og i den sidste får kun de 30 bedste lov til at spille med. Den samlede vinder belønnes med 10 millioner dollar (66 millioner kroner).
- Uanset hvor gode muligheder jeg har i USA, så har jeg bare rigtig meget lyst til at være i Danmark.
- Made in Denmark har givet mig store oplevelser. Det er det, der popper op, når jeg sidder en mørk decemberdag og tænker.
- De oplevelser og den opbakning, jeg har fået i Made in Denmark, kan jeg bare ikke få nok af, siger Søren Kjeldsen, der tre gange tidligere har deltaget i Made in Denmark.
Så at spille i Himmerland betyder mere for dig end penge, prestige og konkurrencen mod golfsportens bedste i USA?
- Det gør det, siger Kjeldsen.
- Jeg er i den heldige situation, at jeg har mulighed for at spille mod de bedste hele tiden.
- Jeg har ikke mulighed for at spille i Danmark hele tiden - det er kun en gang om året.
- Jeg har bare lyst til at være i Danmark, og så spiller alle de andre ting en mindre rolle, forklarer han.
Efter fire år i Gatten i Himmerland skal Made in Denmark i 2018 spilles i Silkeborg, og det har også spillet ind i Søren Kjeldsens overvejelser.
- Himmerland er mit område.
- Jeg ved ikke, om Made in Denmark nogensinde kommer tilbage. Det håber jeg, siger han.
Som udgangspunkt var PGA Touren i USA kun noget, Søren Kjeldsen ville prøve af i 2017. Til næste år har det været planen at vende tilbage til European Tour.
- Jeg vil ikke evaluere, før sæsonen er slut, men jeg regner fortsat med, at USA er et år.
- Når december kommer, så kigger jeg det hele igennem, og så må vi se, om jeg har ændret mening. Men det tror jeg ikke umiddelbart, siger Kjeldsen og uddyber:
- USA har altid været en drøm at prøve af.
- Jeg har nu altid haft fornemmelsen af, at European Tour er min Tour - jeg elsker den og den variation, der er.
- Jeg har et godt forhold til mange spillere, og dem, der er involveret, og det ønsker jeg ikke at rykke væk fra.
- Men jeg havde den her lille ting med USA; at min karriere ikke skulle slutte, uden at jeg have spillet der et år. Men jeg har det fint med bare et år - jeg er rigtig glad for de oplevelser, jeg har fået indtil videre, siger han.
Made in Denmark spilles 24. til 27. august.
/ritzau/