De har ikke været set sammen i fem måneder. Og det faktum og Michelle Obamas podcast forleden, hvor hun fortæller, at ægteskab er hårdt (selv om det ikke specifikt var hendes eget, hun hentydede til), har kastet nyt benzin på skilsmisserygte-bålet mellem det ellers så fasttømrede par.
Michelle har ellers for godt en uge siden optrådt i flere medier, hvor hun manede rygterne i jorden, og forsvarede sig selv som en selvstændig kvinde, som bestemmer over sit eget liv og kalender. Det var med henvisning til, at Barack Obama kom alene til tidligere præsident Jimmy Carters begravelse uden Michelle ved sin side, som det ellers er kutyme ved så store begivenheder.
Og verden er da også vant til at se parret side om side til stort set alt – i den grad også efter de forlod Det Hvide Hus som præsidentpar i 2017 efter 8 år.
I hendes podcast, IMO, for nylig med brormand, Craig Robinson, var emnet "problemer i ægteskabet", hvor hun til sine mange lyttere understregede igen og igen, at ægteskab er vanskeligt i perioder. "Det er endda ekstremt vanskeligt...", sagde hun og advarede unge nygifte til at holde ud, da det nok skal vende til det bedre, men det kan tage lang tid....
Sådan kender man bedre The Obamas - lykkelige i en kærlig omfavnelse - billedet er fra demokraternes konvent i august sidste år. Foto: REUTERS/Kevin Wurm
Craig fortalte også den efterhånden kendte anekdote om dengang, Michelle og Barack begyndte at date, og familien tænkte: "Barack, hvad fanden er det for et navn? Det holder ikke måneden ud..."
Men det gjorde det. Parret blev gift i 1992 og har i dag døtrene Malia Ann (1998) og Natasha (2001). Michelle har også før sagt, at hun gider ikke komme arm i arm med sin mand bare for at holde rygtesmedene stangen. - Jeg bestemmer selv over mit liv – og især mit privatliv.