Konspirationsteoretikere har fået et nyt yndlingsemne: 5G-master. Den ofte udskældte teknologi har den sidste måneds tid fået en ny anklage på sig: Det er masternes og teknologien skyld, at vi har en pandemi!
Det hele begyndte i sidste måned, da en video fra en sundhedskonference i USA fortalte, at Afrika endnu ikke havde pandemien, da "de ingen 5G-master har". WHO var dog hurtigt ude og fortælle, at det ikke er sandt. Kontinentet har tusindvis af Covid-19 smittede.
Wuhan er arnestedet for 5G
Men det stoppede ikke rygterne, for et af de største teststeder i verden for 5G-teknologien er i den før så ukendte by – men nu ret kendt – Wuhan.
Tusindvis af mennesker har på adskillige facebook-grupper advokeret for, at man skal passe på teknologien, som efter manges mening skader vores immunforsvar og gør os sårbare over for alverdens vira!
Andre grupper er mere militante bl.a. "Stop 5G", som opfordrer folk til at ødelægge masterne og skade de folk, som dels sætter dem op og dels vedligeholder disse master.
Og i går kulminerede det så med en påsat brand på en 30 meter høj mast i Birmingham, skriver The Sun.
Påsat brand
I en fælles udtalelse siger direktørene for teleselskaberne, at de er forfærdede over, at teknikken vedrørende 5G bliver brugt som en anledning til at sprede falske rygter og forklare den verdensomspændende pandemi. Mere bekymrende er det dog, at nogle er klar til at begå selvtægt og ødelægge kritisk og nødvendigt kommunikationsudstyr i denne tid.
Politiet i Birmingham undersøger branden, men har allerede udtalt, at de er sikre på, at den var påsat.
Hele tårnet stod i lys lue i nat. Foto: Snapper SK
5G-tårnet er helt ødelagt. Foto: Snapper SK