Et kinesisk zoo har fået ekstra travlt siden flere videoer af parkens malajbjørne er gået viralt, og har sat rygter i gang om at bjørnene slet ikke er bjørne, men blot mennesker i forklædning.
Videoklippene viser blandt andet en bjørn, som står op på to ben som et menneske i lang tid og strækker sig. Der er også klip af bjørnen på to be bagfra, hvor det ser ud som om, den har en masse løshængende hud ved bagpartiet.
Videoerne har sat ild i rygterne på de kinesiske sociale medier, som en steppebrand.
Det har nu fået Hangzhou zoo til at fare i tasterne for at afvise alle rygterne.
I en pressemeddelelse skriver den zoologiske have en officiel og humoristisk udtalelse fra malajbjørnen Angela:
- Jeg er malajbjørnen Angela - jeg blev ringet op efter arbejde i går fra lederen af den zoologiske have, der spurgte, om jeg var doven og sprang fra arbejde i dag og fandt et menneske til at tage min plads, lyder det på morsomvis i erklæringen ifølge CNN.com.
Hangzhou zoo prøver at mane alle rygter til jorden med disse ord fra Angela:
- Lad mig igen gentage over for alle, at jeg er en malajbjørn – ikke en sortbjørn, ikke en hund – en malajbjørn!
I forbindelse med erklæringen har Hangzhou zoo også udsendt en række fakta om malajbjørnen, som måske kan forklare, hvordan turister kan have fået ideen om, at der i virkeligheden blot gemmer sig et menneske i pelset kostume i bjørneanlægget.
Zoo'en beskriver blandt andet, hvordan den truede bjørneart ikke er almen kendt, og hvorfor netop den type bjørn står på bagbenene i lang tid af gangen.
Malajbjørnen er den mindste bjørneart. De kan blive mellem 120-150 centimeter høje og veje alt fra 27 til 80 kilo.
- De fleste bjørnearter kan stå på deres bagben, men malajbjørne står højt for at nå højere terræn for at undersøge deres omgivelser, så der er en mening med, hvorfor de gør det. Hun malajbjørne holder endda deres unger med begge hænder og går på deres fødder, meget menneskelige, så det er vel derfor, folk tager fejl, siger en ekspert til CNN.
Se klippet, der hurtigt gik viralt her: