Den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki bliver seedet som nummer tre ved Australian Open. Det skriver turneringen i en pressemeddelelse.
Dermed er Wozniacki, der er forsvarende mester i Melbourne, en af de klare favoritter til at tage trofæet i turneringen, der sættes i gang mandag.
Rumænske Simona Halep, der tabte til Wozniacki i finalen i 2018, er seedet som nummer ét, mens tyske Angelique Kerber er seedet som nummer to.
Serena Williams, der vandt Australian Open så sent som 2017, vender tilbage til turneringen efter at være fraværende sidste år på grund af sin nyfødte datter. Den amerikanske veteran er seedet som nummer 16.
Hos mændene er Novak Djokovic og Rafael Nadal seedet til at nå finalen. Den forsvarende mester Roger Federer er tredjeseedet.
Sejren i 2018 var Caroline Wozniackis første i en grand slam-turnering. I øjeblikket er hun nummer tre på kvindernes verdensrangliste.
Som forsvarende mester deltager Wozniacki også i den officielle lodtrækning torsdag aften i Melbourne, hvortil danskeren ankom efter at være blevet sendt ud i anden runde af ASB Classic i Auckland.
Lodtrækningen finder sted klokken otte torsdag morgen dansk tid.
I sidste uge kunne tennisstjernen lade sig hylde ved prisshowet Sport 2018, hvor hun fik prisen som Årets Sportsnavn samt B.T. Guldprisen.
Wozniacki fik især hæderen for karrierehøjdepunktet ved sidste års turnering i Melbourne.
/ritzau/