Kongen af grustennis mod kronprinsen af grustennis. Årets French Open-finale for herrer blev en gentagelse af sidste års slutkamp på Roland Garros - men med samme scenarie til præmieoverrækkelsen.
For selv om 25-årige Dominic Thiem er en af få, som har kunnet udfordre Rafael Nadal på grus de seneste år, så er spanieren på sit bedste stadig i særklasse, og han vandt finalen med 6-3, 5-7, 6-1 og 6-1.
Fjerdeseedede Thiem havde forlods vundet fire af 12 kampe mod andenseedede Nadal inden finalen - alle fire sejre på grus - blandt andet det seneste møde i Barcelona i slutningen af april.
Men på Roland Garros er Nadal en maskine, og med sejren sikrede den 33-årige spanier sig sin 12. French Open-titel, den tredje på stribe, og sin grand slam-titel nummer 18 i karrieren.
Det er to titler færre end Roger Federer, som med 20 grand slam-titler fortsat er den mest vindende.
Til gengæld er Nadals statistik på gruset i French Open uden sidestykke i tennishistorien.
Med sejren over Thiem har Nadal nu vundet 93 af sine 95 kampe i turneringen siden debuttriumfen i 2005. Kun svenske Robin Söderling i 2009 og Novak Djokovic i 2015 har formået at slå gruskongen.
Undertippede Thiem var rigtig fint med i kampens indledning, hvor han lykkedes med at bryde Nadal tidligt.
Desværre for østrigeren brød spanieren øjeblikkeligt tilbage, og med endnu et break til 5-3 kunne Nadal serve første sæt hjem.
Men efter at begge spillere havde holdt serv gennem hele andet sæt, lykkedes det Thiem at bryde den forsvarende mester til 7-5 på sættets første breakbold og dermed udligne til 1-1 i sæt.
Et skridt tættere på tronskiftet måske? Men stadig lang vej igen. For lang vej skulle det vise sig.
For Thiem blev blæst ud af Court Philippe-Chatrier i tredje sæt af en ekstremt velsmurt spansk venstrearm, som lynhurtigt afgjorde sættet med to servegennembrud.
6-1 endte sættet, hvor Thiem ikke vandt en eneste bold i Nadals serv.
Østrigeren virkede efterhånden slidt efter den opslidende femsætssemifinale mod Novak Djokovic lørdag, og en frisk Nadal kværnede videre.
Selv om Thiem var bedre med i partierne i fjerde sæt, kunne han intet stille op mod Nadal, som var bedste til både at afværge og udnytte breakbolde.
6-1 til Nadal - fortsat ubestridt regent på Roland Garros.
/ritzau/