Når det offentlige ansætter unge ingeniører er der kun en kort kontrakt på bordet. Er den unge ingeniør til jobsamtale hos det private arbejdsmarked, så ligger der en fast kontrakt på bordet.
Unge ingeniører ansat i det offentlige får i høj grad kun løse ansættelseforhold og tidsbegrænsede stillinger at boltre sig i. Det viser en ny undersøgelse lavet af Ingeniørforeningen.
70 procent af de unge ingeniører under 30 år, der er ansat i staten, er ansat i projekt- og tidsbegrænsede stillinger. I kommunerne er det tal 47 procent, men i det private er tallet kun lige under 10 procent.
Det offentliges tilbageholdenhed med faste kontrakter kan give store problemer i fremtiden, mener Ingeniørforeningen.
- Når der ikke er mange fastansatte unge i den offentlige sektor, så er der ikke sikret en glidende årgang med yngre kræfter, der kan tage over på opgaverne. Fremtiden byder på kamp om de rette kompetencer. Den kamp risikerer den offentlige sektor at tabe, siger Morten Thiessen, der er formand for Ingeniørforeningens Arbejdsmarkedsudvalg, i en pressemeddelelse.
Ingeniørernes fagforening frygter også, at de unge ingeniører, der kun har løse ansættelsesforhold sakker bagud, når det kommer til at udvikle kompetencer.
- Den her gruppe risikerer udover stor jobusikkerhed, også at tabe kapløbet om at få de rette kompetencer til at kunne tage over på sigt. Det er der hverken menneskeligt eller samfundsmæssigt særlig god økonomi i, mener Morten Thiessen.
Undersøgelsen bygger på i alt 1.468 svar fra ingeniører under 30 år.