To heldige danskere kan se frem til en sommer med lidt ekstra fløde til jordbærrene.
Den mest heldige kommer fra Vestsjælland og er formentlig godt tilfreds med at have købt 10 rækker til fredagens Eurojackpot-trækning. Kuponen, som blev købt via mobilen, udløste nemlig en gedigen andenpræmie på 8.965.048 skattefrie kroner.
Den anden heldige dansker er fra Midtjylland og går også en vild sommer i møde efter en tredjepræmie på hele 3.071.639 skattefrie kroner.
- Vi er altid glade for at dele gevinster ud til heldige danskere. Vi bliver i Danske Spil glade hver gang – også selvom det sker hver evig eneste uge. Vinder man et større beløb hos os, tilbyder vi særlig rådgivning, så vi sikrer, at man får en god start på livet som millionær – eller mangemillionær, siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.