Thorbjørn Olesen deltager i denne uge i European Tour-golfturneringen Made in Denmark, hvor han kæmper for en plads på Europas Ryder Cup-hold.
Torsdag kom han dog nervøst ud af starthullerne på banen i Ry. Olesen gik første runde i 73 slag, og han endte dermed et slag over banens par.
- Det er klart, at jeg var nervøs på første tee. Hvis du ikke spiller godt på den her bane, kan du lynhurtigt komme i problemer, siger Olesen.
Olesen spillede sig op på de sidste huller, hvor han sluttede med to birdies.
Der er dog ingen tvivl om, at han skal forbedre sit spil fredag, hvis han vil gøre sig forhåbning om en topplacering i turneringen.
- Tempoet i mit sving var ikke optimalt. Jeg går ud og træner lidt her til eftermiddag, så jeg kan ramme bolden bedre i morgen (fredag, red.).
- Fredag skal jeg ud og være aggressiv. Der er stadig muligheder, og jeg skal kæmpe mig tilbage i feltet, siger Olesen.
Publikum var mødt talstærkt frem, og det imponerede Olesen. Før turneringen havde han snakket om, at han ville bruge støtten til at spille bedre.
- Det er fedt at spille hjemme. Der var mange danskere helt fra 8.30 i morges. Men jeg ville selvfølgelig gerne have spillet bedre, siger han.
I løbet af dagen vil det stå klart, om Olesens to direkte konkurrenter om en plads på Ryder Cup-holdet, Eddie Pepperell og Matthew Fitzpatrick, kan udfordre ham. De er begge gået på banen torsdag eftermiddag.
/ritzau/