De har begge det fine begreb ”legacy” som prædikat. Land Rover har været i produktion siden 1948 og er i dag indbegrebet af offroad, engelsk herresæde samt sjov og ballade i grusgraven.
Ford Bronco var Fords allerførste SUV tilbage i 1966 med firehjulstræk, som skulle tage kampen op mod Jeep, International Scout og Toyota Land Cruiser som hårdført terræn-køretøj. Avisen.dk havde desværre hverken en grusgrav eller ørken til rådighed, men måtte nøjes med en mudret skov og et par oversvømmede veje at teste de to kombattanter på.
Bronco er navnet på en vild rodeohest, som har det med at bukke, stejle og slå ud med benene, især hvis man formaster sig at sætte sig op på den.
Og testbilen var lidt på samme måde. Meget rå og vild. Med benhård affjedring, kæmpe all terrain-dæk og solide ”klonk” og ”grunk”-lyde, når det gik over stok og sten og også pænt med vindstøj ved landevejskørsel. Broncos nye model har i dag den mundrette GOAT-teknik, som står for Goes Over Any Type of Terrain samt HOSS (High-Performance Off-Road Stability Suspension) og kombinationen af disse gør Broncoen til en af de mest kapable biler i terrænet.
Politijagt i slow motion
Og så er den også lidt skør med en hel del X-faktor. Jeg undrede mig lidt over, at jeg ikke kunne finde kontakterne til hverken vindueshejs i dørene eller indstilling af sidespejle, hvor de jo hører hjemme. Men Bronco Badlands har sat dem i midterkonsollen af den enkle grund, at man kan skrue dørene af! Og taget for den sags skyld. Så kan man suse rundt i ørken/strandsandet som i en skør Baja-bil.
Ford Bronco har også en – som Ford er lidt ambivalente ved – broget fortid. I 1994 så flere hundrede millioner tv-seere verden over en hvid Ford Bronco i en såkaldt ”low speed-chase” på en travl motorvej i Los Angeles. Bag rattet sad Al Cowling, en god ven til fodboldspilleren O.J. Simpson, der sad på bagsædet. Politiet ville arrestere sidstnævnte, da de mistænkte ham for knivmordet på sin kone og dennes elsker.
”The white Ford Bronco is now….” blev det sagt af speakerne igen og igen, så hvis ikke folk kendte til en stor amerikansk SUV inden, så gjorde de det efterfølgende. Se videoen her:
Lang og farlig
Knap så spraglet er testens anden bil omend vores version i Santorini-black og over fem meter lang og privat-ruder hele vejen rundt godt kunne ligne et køretøj, som en succesfuld amerikansk rapper med dunkel fortid og mange fjender kunne transportere sig rundt i.
Sådan kan man også forcere ørkenen – Broncoen uden døre og tag, som dog tager noget tid af afmontere. Foto: Ford
Her er plads til alt i den over 5 meter lange Defender, som med begge bagsæderækker lagt ned har plads som en kassevogn. Foto: Land Rover
Den vækker, ligesom Broncoen, godt med opsigt, når den kommer snerrende rundt om hjørnet. Begge biler er mega-høje, så ingen af dem kan komme ind i Lyngby Centrets parkeringskælder. Det er heller ikke stedet af teste dem, så vi kørte en tur op til Eremitageslottet i Dyrehaven (jo, jo – det må man godt om onsdagen i dagtimerne), efter vi havde kørt dem rundt i den mudrede skov et stykke derfra.
Og de angriber terrænet på hver deres måde. Land Roveren har et hav af indstillinger, som den enten automatisk finder frem til, eller man kan lege med de mange knapper – også luftundervogn, der sænker og hejser de mange tons. Lidt mere primitivt foregår det i Broncoen, hvor det meste styres fra drejeknappen ved siden af gearvælgeren. Broncoen har 7 køreindstillinger – heraf 5 til terræn og en frihøjde på 262 mm., og så kan den suse igennem et vandhul på 80 cm., hvor Defenderen lige klarer 10 cm. mere.
Skal man ud at muntre sig i ørkensandet, så er Broncoen mere til den slags sjov og ballade.
Kæmpe vandpytter på vejen? Pyt (!) Defenderen buldrer igennem dem i god stil. Foto: Per Kuskner
Broncoen syner en del i bybilledet med sine knap to meter i højden. Foto: Per Kuskner
Sublim langtursvogn
Men på de lange stræk er Defenderen overlegen i forhold til Broncoen. Motorvejskørsel er tyst med den store 3,0 liters V6-diesel-motor. Her er der markant mere motorstøj i Broncoens 2.7 liters V6-benziner og noprede dæk.
Og skruer man op for B&O-anlægget i Broncoen, så ”knaser” det indimellem, hvor Land Roverens musiksystem er som en koncertsal. Indvendigt lider Broncoen også af ”amerikansk” finish, som er lidt mere sløjt end det ditto engelske. Der er dog mere råhed igen indvendigt i Bronco, hvor store håndtag til indstigningen samt et i midterkonsollen, giver passageren mulighed for at gribe fat i, når terrænkørslen bliver for hård.
Defenderen var udstyret med bagsæde til tre, som således gør den til en 8-personers ”bus”. Den mulighed har Broncoen ikke. Til gengæld kan den tage sine døre og tag af…
Defenderen klar til fasanjagt ved slottet - Broncoen vil hellere ud og køre i ørkenen. Foto: Per Kuskner
Specifikationer:
Ford Bronco Badlands
2,7 liters V6 twin turbo
335 hk.
161 km/t
0-100: 7,2 sek.
Pris: Ca. 1,5 mio. kroner
Land Rover Defender D300 X-Dynamic
3,0 liters
300 hk.
191 km/t
0-100: 7,5 sek.
Pris fra 1,7 mio. kr. Testbil: 2.263.000 kr.