Er du til kriller i maven, vind i håret og fuld fart frem, så er der godt nyt på vej.
En ny rutsjebane vil nemlig sende dig afsted med 95 kilometer i timen i op mod 40 meters højde.
Det er Fårup Sommerland, der fra næste sæson har planer om at byde velkommen i det, der ifølge forlystelsesparken bliver Danmarks absolut største rutsjebane
Forlystelsen med navnet Fønix vil koste Fårup Sommerland tæt på 100 mio. kroner.
Gæster med trang til et adrenalinsus kan godt begynde at gnide sig i hænderne og rette blikket mod Danmark og Nordjylland i 2022, skriver parken i en pressemeddelelse.
- Det her er en historisk stor dag for Fårup Sommerland. Vi er ualmindelig stolte over, at vi nu endelig kan løfte sløret for, at Fårup kommer til at have Danmarks absolut største rutsjebane fra næste år. Det er en tilføjelse, vi har arbejdet på gennem lang tid, og vi ser ekstremt meget frem til at kunne nyde udsigten til Fønix i forlystelsesparken inden længe, siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.
Rutsjebanen bliver 40 meter høj, mere end 900 meter lang og er samtidig den rutsjebane med mest såkaldt airtime - oplevelse af vægtløshed - i Skandinavien med 14 forskellige elementer som drop, loops og twists.
40 meter høj og med en topfart på 95 kilometer. Foto: Ritzau Scanpix
Næste sommer står rutsjebanen til 100 millioner kroner klar.