Fagforeninger er blevet et hit blandt de unge.
Det oplever man i HK, hvor 2.000 studerende siden 1. september har meldt sig ind.
De studerende har fået øjnene op for, at det er vigtigt at bruge fagforeningens tilbud i jagten på et job, forklarer agitationsansvarlig i HK/Privat, Nefer Türkoglu.
- For få år siden troede mange af de studerende, vi mødte, at deres uddannelse alene banede vejen til et job. Så kom krisen. Nu kan mange se værdien af et fagligt engagement, og at det netværk, HK tilbyder dem, også kan bruges i deres karrierer, siger han.
Succesen skyldes også hjælp fra frivillige på uddannelsesstederne.
- Det er frivillige studerende, der fortæller deres medstuderende om HK's tilbud og fordelene ved at være tilknyttet en faglig organisation med fokus på faget. Den direkte kontakt mellem to studerende fremmer dialogen. Den frivillige studerende engagerer sig mere i sit fag og stiller højere krav til os som fagforening, siger Nefer Türkoglu.
Udenlandske studerende melder sig ligeledes ind i stor stil, fortæller Pernille Beck Poulsen, frivillig og landsformand for HK's Landsforening for Kommunikations (HK LAK) studenterudvalg.
- Jeg holdt et oplæg på engelsk til semesterstart. Der var stor interesse fra de internationale studerende, og flere af dem bad om hjælp til at udfylde indmeldelsesblanketten, siger hun.
Pernille Beck Poulsen peger på, at de får et netværk og et fagligt fællesskab med både danske og udenlandske studerende. Mange bliver også i Danmark og bruger deres uddannelse.
Det er gratis for studerende at være medlem af HK og HK's A-kasse.
De studerende, der melder sig ind i HK, går oftest på uddannelser indenfor kommunikation, marketing, IT, det grafiske område og laborantfaget.