- Jeg havde det dårligt fysisk og psykisk.
Sådan siger den 36-årige Des Breakey til mediet Metro efter han i løbet af december spiste kebabsandwich fire gange om dagen.
I alt nåede Des Breakey, som bor i Manchester, så at fortære 124 kebabber i løbet af en måned.
- Det var nemt de første to uger. Men de sidste to uger blev det noget rod, fortæller er Des Breakey.
Han elsker kebab, men det var ikke kun derfor december-menuen udelukkende stod på det grillede kød lagt i et stykke brød.
Des Breakey var på en mission og ville rejse penge til velgørenhed.
Det lykkedes for ham at indsamle 1.000 pund (cirka 8.500 kroner).
Det er han stolt af, men han gentager formentlig ikke successen.
- Jeg nød det, men det gjorde fysisk ondt. Jeg havde det frygteligt. Jeg fik ikke noget frugt, ingen grøntsager og ingen næring. Jeg kunne ikke spise andet, siger han til Metro.
Helt slipper han dog ikke kebabsandwich. For det smager jo godt, siger han.
- Jeg stopper aldrig med at spise kebab.