Clara Tauson kommer ikke i aktion, når juniorudgaven af French Open i den kommende uge løber af stablen.
Den danske tenniskomet har fået en skade i armen, der tvinger hende til at melde afbud til den franske turnering.
Det oplyser Dansk Tennis Forbund i en pressemeddelelse.
Det forventes, at 16-årige Tauson med den rette behandling og træningsdosering kan være kampklar igen inden for et par uger, lyder det. Hun burde altså være skadesfri til WTA-turneringen Swedish Open i juli, som Tauson fredag fik et wildcard til.
Dermed bliver Holger Rune det eneste danske islæt ved junior French Open, der indledes søndag. Her møder danskeren franske Pierre Delage.
Clara Tauson ligger aktuelt nummer et på juniorernes verdensrangliste. I begyndelsen af året imponerede hun, da hun vandt juniorernes Australian Open.
I april kvalificerede Tauson sig til sin første WTA-turnering, hvor det dog endte med et nederlag i første runde. Før nederlaget var hun ubesejret i individuelle turneringer i 2019, men her var der tale om turneringer på lavere niveau.
Som 13-årig blev hun i 2016 den hidtil yngste guldvinder i DM i tennis hos kvinderne i single.
/ritzau/