"På vegne af den danske virksomhed, Ole Larsen Transport, leder den kongelige danske ambassade efter kandidater til en position som ledende lastbilchauffør."
Sådan lyder det i et jobopslag, som den danske ambassade i Polen har slået op. Den ledende lastbilchauffør får ansvaret for tre lastbiler og 4-5 polske lastbilchauffører, som skal køre mellem Danmark og Polen, fremgår det af jobopslaget.
Rekrutteringen af den ledende medarbejder er en del af den konsulentydelse, som Ole Larsen Transport har købt hos den danske ambassade i forbindelse med, at de er ved at etablere et datterselskab i Polen. Det oplyser chefen for handelsafdelingen i den danske ambassade i Polen, Thomas Rizk.
- Vi har hjulpet virksomheden med at etablere et datterselskab, ligesom vi gør med alle mulige andre virksomheder. Senest har vi hjulpet med rekruttering af en ledende lastbilchauffør, som skal stå for virksomhedens videre aktiviteter i Polen, siger han til Avisen.dk.
Ambassaderne er en del af Anders Samuelsens (LA) Udenrigsministerium, men han ønsker ikke at kommentere sagen.

Opslaget, hvor den danske ambassade hjælper med at skaffe polske chauffører.
Bidrager til social dumping
Det gør til gengæld SF's transportordfører, Karsten Hønge. Han mener, at den danske stat bidrager til social dumping ved at hjælpe danske vognmænd med at hyre billige polske lastbilchauffører. Han er meget kritisk over for ambassadens rolle, og vil stille spørgsmål til udenrigsminister Anders Samuelsen om sagen.
- Transportbranchen er under et hårdt pres fra lavtlønslande, og vores opgave er at forsvare danske job. Et dansk firma, der kører varer mellem Danmark og Polen, kunne vel benytte danske chauffører, siger han til Avisen.dk.
Hvorfor Ole Larsen Transport ikke bruger danske chauffører til at køre mellem Danmark og Polen, ønsker direktør Søren Larsen ikke at svare på.
Men Thomas Rizk fra den danske ambassade i Polen understreger, at det ikke er ambassadernes rolle at bidrage til social dumping. Og det mener han heller ikke, at ambassaden har gjort i denne sag.
- Når danske virksomheder opererer internationalt kan det mange gange give flere arbejdspladser i Danmark, fordi der bliver et større behov for danske ydelser. Derfor hjælper vi danske virksomheder med at blive mere konkurrencedygtige i udlandet, så de også kan tjene flere penge hjem til Danmark, siger han.
Udkonkurrerer danske chauffører
Selvom det ikke direkte kommer til at koste danske chaufførarbejdspladser, at Ole Larsen Transport ansætter polske chauffører, bryder Dansk Folkeparti sig heller ikke om, at ambassaden har hjulpet med at rekruttere polske chauffører, der kommer til at få en lavere løn end de 250 danske chauffører i virksomheden.
- I mine øjne er det altid et problem, hvis udenlandske chauffører på udenlandske løn- og ansættelsesvilkår udkonkurrerer danskere på transport i Danmark, siger social dumping-ordfører Claus Kvist Hansen.
Når udenlandske lastbiler kører varer fra eksempelvis Polen til Danmark, så har de ifølge EU's regler ret til at køre tre ture rundt i Danmark, inden de kører tilbage til Polen igen. Det er det, der hedder cabotage-kørsel.
Nogle danske vognmænd som eksempelvis Henrik Hansen har sat cabotagekørslen i system, så de udenlandske chauffører kører tre ture i Danmark, en eksporttur og så tre ture i Danmark igen.
På den måde kan de udenlandske chauffører køre mere eller mindre permanent i Danmark til en lavere løn end de danske chauffører, uden direkte at bryde reglerne.
- Jeg kan ikke se noget formål med, at der hyres udenlandske chauffører til opgaver, der også foregår i Danmark, uanset at det er lovligt, siger Claus Kvist Hansen.
Han har sammen med Karsten Hønge (SF) fremsat et beslutningsforslag om at stramme reglerne for cabotagekørsel.