Politiet har bedt om en undersøgelse af, hvordan beslaglagte guldsmykker fra en rocker kunne forsvinde, mens de var i politiets varetægt.
National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, oplyser fredag i en mail til Ritzau, at sagen nu er overdraget til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.
Hos DUP beskæftiger man sig med klager over politifolks adfærd og efterforsker straffesager mod politifolk og anklagere.
Smykkerne blev sidste år beslaglagt af betjente i forbindelse med en ransagning i en Bandidos-rockers private hjem.
Men i december bestemte Østre Landsret, at både smykkerne og en del tøj skulle udleveres til den 28-årige mand igen.
NSK havde ikke noget problem med at finde og aflevere tøjet - men smykkerne er forsvundet.
"NSK skal beklage, at de nævnte effekter er bortkommet", står der i mailen til Ritzau.
Torsdag udtalte rockerens advokat sig om sagen:
- Jeg er overrasket over, at man hos politiets specialafdeling ikke er i stand til at håndtere denne slags sager på en betryggende måde, sagde Ulrik Sjølin.
Han henviser til, at NSK er blevet kaldt Danmarks svar på FBI. Ifølge hjemmesiden er "de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed" samlet i enheden.
NSK beskæftiger sig med organiseret kriminalitet, økonomisk kriminalitet og digital kriminalitet samt efterforskningsunderstøttelse.
- Set i sammenhæng med, at politiet tog disse ting i den tro, at man kunne beholde dem, ser det endnu mere forkert ud, bemærkede advokaten.
Bortkomsten angår to manchetter af guld samt et vedhæng af guld.
Ritzau har spurgt NSK, hvor ofte det sker, at beslaglagte genstande forsvinder i NSK's varetægt, men politienhedens kommunikationsafdeling har ikke besvaret dette eller andre spørgsmål.
NSK oplyser, at man har bedt advokaten om at fremlægge et eventuelt krav om erstatning.
Bandidos MC i Danmark blev forbudt af NSK i maj sidste år. Derefter ransagede betjente en lang række steder for at beslaglægge medlemsveste og andre ting, der tilhører Bandidos.
Retten i Helsingør godkendte beslaglæggelsen af såvel medlemsvest som flere mærker, guldsmykker og diverse tøj.
Men Østre Landsret slog i december fast, at en del tøj og smykkerne ikke reelt tilhører Bandidos. Derfor skulle de udleveres igen. Og her er problemet så opstået.
Sagen om bortkomsten er opstået, samtidig med at NSK fører en omfattende retssag for at få godkendt forbuddet.
/ritzau/