39.000 ansøgere har søgt ind på de videregående uddannelsers kvote 2-ordning.
Og det er to procent flere end sidste år, som også var et rekordår.
Det skriver Berlingske, der har fået adgang til tal, som Uddannelsesministeriet offentliggør i dag.
Fagfolk og eksperter peger på den økonomiske krise og den høje ledighed, som årsagen til, at de unge i så høj grad søger mod uddannelsesstederne.
"Samme tendens har man set ved tidligere krisere. De unge kan måske ikke få det job, de havde regnet med i en sabbatperiode, og så kan de lige så godt komme i gang med at studere. Det er fornuftige mennesker, som udnytter deres muligheder," siger studiechef på Københavns Universitet Claus Nielsen til Berlingske.
Det endelig tal for studieansøgninger i 2012 bliver først offentliggjort til sommer, når kvote 1-fristen er afsluttet.
De foreløbige tal viser, at flere unge vælger uddannelser fra, som har været meget populære tidligere, men hvor jobudsigterne for tiden er dårlige. Til gengæld oplever erhvervsakademierne og de naturvidenskabelige og tekniske uddannelser et boom.
Ansøgningerne til arkitektstudiet er eksempelvis faldet med 15 procent og ansøgningerne til datamatikerstudiet er steget med 10 procent. Designteknologistudiet er stedet med 15 procent, mens bacheloruddannelserne inden for teknisk videnskab er gået hele 17 procent frem på et år.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) kalder kvote 2-tallene for et skridt på vejen til at 60 procent af de unge får en videregående uddannelse.
"Jeg er grundlæggende glad for, at vi sætter rekort. Men også for at de unge nu søger ind på de naturvidenskabelige områder, hvor vi i mange år har sukket over, at der ikke var ansøgere nok, selvom der var ledige pladser. Det er en ansøgerskare, som lytter til signalerne om, at vejen til fremtidens arbejdsmarked er brolagt med uddannelse," siger han til Berlingske.