Det skal være slut med at sidde alene og svede til samtlige eksamener, som det ellers har været tilfældet siden VKO sløjfede gruppeeksamen i 2005.
Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) oplyser, at uddannelserne nu selv kan afgøre, om de vil lade studerende gå til eksamen som gruppe.
"Der skal være sammenhæng mellem undervisning, eksamen og det arbejdsliv, de studerende møder efter endt uddannelse. Om de uddanner sig til rådgivende ingeniører eller pædagoger, skal de løse opgaver sammen med andre," siger han.
På baggrund af en dialog med studerende, aftagerne, institutionerne og censorerne er regeringen kommet frem til en ny model, hvor institutionerne selv bestemmer antallet af gruppeprøver og antallet af elever i grupperne.
Institutionerne kan dog ikke tvinge de studerende til at gå op i grupper. Hvis en elev ønsker at blive eksamineret alene, skal det således også være muligt, fremgår det af forlaget.
Det skal også fremgå at studiebeviset om prøverne er taget i grupper eller individuelt.
Modellen vil nu blive indarbejdet i eksamensbekendtgørelserne for de videregående uddannelser. Derefter vil der være en høring - og slutteligt vil de endelige regler blive udformet.