Morgyn Arnold er et meget skattet medlem af Salt Lake City's Shoreline Junior Highschools cheerleading-team.
Teenageren har brugt mange timer på at lære de svære trin, og hun elsker at komme og heppe på sine klassekammerater. Derfor var det da også helt naturligt at hun skulle være en del af det store officielle foto af cheerleading-holdet.
Det var hun også, men ikke længe. For nogle blandt skolens ledelse har åbenbart ikke fundet "det passende", at en pige med Downs syndrom skulle være med, så det officielle billede til skolens årbog og på de sociale medier er nu et, hvor hun er blevet skåret fra, som om hun aldrig havde været med.
Familien til Morgyn Arnold var både kede af det og frustrerede, da de fandt ud af det. Det var hendes søster, Jordyn, som opdagede det, og hun rasede på sin facebook-profil over miseren: "Det er det samme team, samme piger, samme billede, men en er lige pludselig blevet væk. Og ikke nok med det, så er min søsters navn også taget helt ud af årbogen, som nævner alle de andre piger - dette er en bevidst og skamfuld handling...."
Her er billledet af cheerleader-holdet med Morgyn i midten. Salt Lake Tribune
Og her er det selvsamme officielle billede med lille Morgyn skåret væk. Foto: Salt Lake Tribune
Ikke pigernes skyld
Jordyn understreger, at det ikke har noget som helst at gøre med de andre piger på holdet, som altid har været søde og utrolig inkluderende. Og selvsamme piger er også chokeret over, at Morgyn ikke er med på billedet mere.
Skolens første svar til familien, var lige så ignorant og koldt, som selve hændelsen. En fra ledelsen sagde, at han virkelig ikke vidste, hvad familien havde regnet med...
Den udtalelse samt hele miseren har bragt skolen i et fortjent og voldsomt mediestormvejr, og nu har de skyndt sig at prøve at redde noget i land.
Avisen The Salt Lake Tribune skriver, at skolen er kommet ud med en officiel undskyldning, hvor de skriver, at de er "utrolig kede af det, som er sket, som helt klart er en trist fejltagelse" og at "store undskyldninger er givet til Morgyn og hendes familie" og at "en undersøgelse er sat i gang på, hvordan det kunne ske for at undgå den slags i fremtiden."
Og alt det er jo meget godt, men for sent for skaden er sket for Morgyn.