Nu er den 18-årige pige, der startede ud som offer for en gruppevoldtægt, endt med selv at få en dom.
Det har retten i Kolding afgjort klokken 11.
Retssagen, der startede i går har i dag kendt den 18-årige pige skyldig og idømt hende en ambulant psykiatrisk behandlingsdom.
Hun er dømt for at have afgivet falsk forklaring i både by- og landsret. En forklaring der uberettiget sendte drengene i fængsel. De har nu fået erstatning for tiden bag tremmer.
Sagen startede helt tilbage i 2008 ved et banegårdstoilet i Fredericia, hvor den nu dengang 15-årige pige mødte tre drenge på 15, 16 og 17 år.
Efter deres møde anklagede pigen drengene for gruppevoldtægt, og drengene blev siden dømt skyldige og nåede at sidde 14 måneder bag tremmer, før sagen blev genoptaget.
En af drengenes storebror blev nemlig ven med pigen, og han fik med skjult kamera optaget pigen under en samtale om det, der var sket.
Her grinte pigen, af det hun havde gjort og medgav at hun havde løjet i retten. Ifølge pigens forklaring på videoen var hun ikke blevet voldtaget, men havde derimod haft frivilligt samleje med den ene af drengene på toilettet, mens de to andre holdt vagt udenfor.
Videoen gjorde, at sagen mod drengene blev genåbnet i marts 2010, og her blev de alle tre frifundet.
Siden blev der rejst tiltale mod pigen for falsk forklaring - men kun den del af forklaringen, der gik ud på, at to af drengene holdt hende fast, mens hun blev udsat for overgreb.
Den tiltalte pige har gennem hele retssagen mod hende nægtet sig skyldig, men hun blev altså kendt skyldig i retten i Kolding klokken 11 torsdag.