Coronavirusset har det seneste døgn krævet yderligere 1155 liv i USA.
Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University tidligt mandag morgen dansk tid.
Tallet er gjort op fra klokken 05.00 søndag til klokken 05.00 mandag dansk tid. I samme periode i det forrige døgn var antallet af dødsfald 1336.
Dermed er der sket et fald i antallet af døde på 24 timer på 13,5 procent.
I alt er 9634 coronapatienter i USA døde.
New York, der er en af de hårdest ramte stater i USA, rapporterede søndag om et fald i det daglige antal døde for første gang i en uge.
Her faldt dødsfaldene fra 630 til 594. Samlet er mere end 4100 døde i New York.
New York-guvernør Andrew Cuomo sagde søndag, at nye indlæggelser var faldet med 50 procent i løbet af det foregående døgn.
I andre stater som Pennsylvania, Colorado og Washington D.C. er der sket en stigning i dødsfaldene. Wyoming er den eneste stat i USA, hvor coronavirusset endnu ikke har gjort sit indtog.
Mere end 337.000 personer i USA er blevet testet positive for coronavirus. Heraf er omkring 17.500 erklæret raske igen. Man regner dog med et stort mørketal.
USA har flest smittetilfælde
USA er det land i verden med flest smittetilfælde, mens Italien har registreret flest dødsfald med over 15.800 omkomne.
USA's præsident, Donald Trump, har i weekenden på et pressemøde advaret om, at USA går ind i en af de hårdeste uger nogensinde med "mange dødsfald".
Alligevel var der glimt af håb på præsidentens seneste pressemøde natten til mandag dansk tid.
Her sagde han, at det lille fald i antal døde i New York kunne være "et godt tegn", og at USA "begynder at se lyset for enden af tunnelen".
Medicinske eksperter i Det Hvide Hus har sagt at mellem 100.000 og 240.000 amerikanere kan dø i pandemien.
Overblik over dødstal i udvalgte lande
Dødstallet som følge af coronaviruspandemien stiger lige nu i mange lande, og globalt nærmer det sig 70.000.
Her kan du få et overblik over antallet af døde i en række udvalgte lande.
Det aktuelle dødstal er frem til klokken 05.00 mandag dansk tid. Tallet i parentes er dødstallet per 100.000 indbyggere.
Stigningen efter parentesen er opgjort fra klokken 05.00 søndag og 24 timer frem:
* Italien: 15.887 (26,3) + 525.
* Spanien: 12.641 (27,1) + 694.
* USA: 9643 (2,6) + 1155.
* Storbritannien: 4934 (7,4) + 621.
* Tyskland: 1584 (1,9) + 140.
* Sverige: 401 (4) + 28.
* Danmark: 179 (3,2) + 18.
Kilde: Johns Hopkins University.
/ritzau/