Lidt mere end tre timers tennis skulle der til, da Rafael Nadal torsdag aften sikrede billet til tredje runde i Wimbledon.
Den 33-årige grusspecialist fra Spanien måtte hive de to sidste sæt i land efter tiebreak, da han langt om længe fik skovlen under servekanonen Nick Kyrgios på græsset på Centre Court.
Rafael Nadal vandt 6-3, 3-6, 7-6 (7/5), 7-6 (7/3), og dermed møder Nadal i tredje runde 34-årige Jo-Wilfried Tsonga.
De to spillere er kendt for at have et anstrengt forhold til hinanden, og det så man i kampen, hvor Nadal flere gange tog lang tid om at serve, mens australieren svarede igen med underhåndsserver og brok, som gav ham en advarsel undervejs.
I første sæt brød Nadal til 2-0, og så gik det slag i slag, indtil spanieren foran 5-3 og 40-30 servede første sæt hjem.
Så fik verdens nummer to problemer og blev brudt i sit første serveparti i andet sæt.
Australieren bragte sig foran 2-0, men blev brudt til 4-3 af Nadal. Det var dog blot for at bryde tilbage umiddelbart efter og serve andet sæt hjem til 1-1 i kampen, hvor Kyrgios blev noteret for 29 servees.
Der var næsten spillet to timer, da tredje sæt måtte ud i tiebreak i den lige dyst, hvor de to spillere ikke kunne få fat i hinandens server.
Her brød Nadal til 2-1 og 5-2, men han blev selv brudt til 5-3.
Foran 6-3 i sin serv, måtte Nadal se Kyrgios komme tilbage på 5-6, inden Nadal kunne foretage et jubelspring, som havde han vundet kampen allerede. Det skete, da spanieren sikrede tredje sæt med 7-5 i tiebreaken.
I fjerde sæt var begge spillere atter i teten i egene servepartier, og Kyrgios bragte sig foran 3-2, inden Nadal smadrede sine server afsted og udlignede til 3-3 rent. Kyrgios gjorde det samme til 4-3-føring, og nervekrigen fortsatte.
Nadal servede sig på 4-4, og spanieren var presset bagud 4-5, da han skulle serve igen, men han udlignede.
Det blev også 6-6, og så skulle tiebreak igen findes frem, og her virkede Kyrgios slidt.
En kæmpe fejl af australieren i sin første serv, betød at Nadal kunne serve sig på 3-0, da Kyrgios igen fejlede underligt.
Foran 6-3 havde Nadal så tre matchbolde, og han udnyttede den første og sikrede sejren. Dermed er kvartfinalen i 2014 stadig australierens bedst præstation i turneringen.
/ritzau/