På Enghave Plads i København kan man kigge ned i et hul, der dykker 30 meter ned under jorden. Her går omkring 40 medarbejdere rundt for at gøre metrostationen færdig til sommeren 2019, hvor den sammen med 16 andre stationer bliver en del af metrolinjen Cityringen.
Denne efterårs-mandag er der noget at fejre på lige netop denne byggeplads. Der har nemlig ikke været en arbejdsulykke, som har udløst sygefravær, i to år.
- Det har krævet en enorm kulturændring at nå denne her milepæl, og derfor er det også vigtigt for os at fejre og anerkende det over for medarbejderne, siger Sigurd Nissen-Petersen, der er talsmand for hovedentreprenøren Copenhagen Metro Team (CMT), til Avisen.dk.
CMT har med en lille ceremoni valgt at anerkende medarbejderne på byggepladsen på Enghave Plads.
- Imellem 2011 og 2016 var der 338 arbejdsulykker på byggeriet til Cityringen
- Det resulterede i påbud og bøder fra Arbejdstilsynet samt flere sager om brud på overenskomsten
- I 2015 kom en ny ledelse til i Metroselskabets hovedentrerprenør Copenhagen Metro Team, og det banede vejen for bedre og sikrere arbejdsmiljø
- På tre år er ulykkesfrekvensen faldet med 80 procent
- På 14 ud af de i alt 22 byggepladser er der slet ikke sket en arbejdsulykke, der har udløst sygefravær, i år
- De seneste tre måneder er der ikke sket en eneste arbejdsulykke på byggeriet
- På Enghave Plads har der ikke været en arbejdsulykke i to år
Kilde: Copenhagen Metro Team og Metroselskabet
UDVID
Udfordringer med mange nationaliteter
Hos fagforbundet 3F er man overraskede over, men ganske tilfredse med, at byggepladsen på Enghave Plads er så sikker, at ingen er kommet til skade i to år.
- Det er meget usædvanligt og uventet, især på så stor en byggeplads med så mange mennesker og forskellige nationaliteter, siger Silas Grage, der er faglig sekretær for Byggegruppen i 3F København, til Avisen.dk.
På metrobyggeriet på Enghave Plads har der været op mod 24 nationaliteter fra lande som Danmark, England, Irland, Rumænien, Italien, Bulgarien og Portugal. Det skaber både sproglige barrierer og kulturelle udfordringer.
- Mange er ikke ret gode til engelsk, og det gør det svært at sikre, at helt almindelige sikkerhedsinstrukser kommer hele vejen rundt. Derudover kan man se, at der især i Syd- og Østeuropa findes en anden norm for, hvad der er acceptabelt, end der gør herhjemme, siger Silas Grage.
- Anlægsarbejdet til Cityringen startede i 2009, og metroen forventes at stå færdigt i sommeren 2019
- Der vil komme 17 nye underjordiske stationer, der forbinder Nørrebro, Østerbro, Indre By, Frederiksberg og Vesterbro
- I begyndelsen af 2020 vil Cityringen blive udbygget med Nordhavnslinjen, der forbinder Cityringen med det nordlige København
- I 2024 vil Cityringen blive udvidet med Sydhavnslinjen, der forbinder det sydlige København med resten
Kilde: Metroselskabet
UDVID
Vigtigt med pres både oppefra og nedefra
Sigurd Nissen-Petersen understreger også, at de største udfordringer var sproget og de kulturelle forskelle. Derfor var det vigtigt for CMT at starte oppefra for at skabe forandringer ned igennem kæden af medarbejdere på metrobyggeriet.
- Hvis ledelsen er ligeglad med sikkerheden, bliver medarbejderne det også. Det er vigtigt, at medarbejderne kan mærke på ledelsen, at et godt og sikkert arbejdsmiljø betyder noget, siger Sigurd Nissen-Petersen.
I 2015 kom en ny ledelse til i CMT, og det blev begyndelsen på et bedre samarbejde med fagforeningerne og Arbejdstilsynet samt mere fokus på sikkerhed og sikkerhedsforanstaltninger. Arbejdsdagene blev kortere, og der blev sat nogle klare rammer for sikkerheden.
Det er stadig tydeligt, at metrobyggeriet på Enghave Plads er en byggeplads, men man begynder at kunne ane stationens udseende. Foto: Avisen.dk
Samtidig blev der også valgt tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
- Det betyder meget, at der er nogle af medarbejdernes egne til at tale deres sag på byggepladserne. I dag bliver problemerne italesat, og medarbejderne føler sig meget mere trygge, siger Sigurd Nissen-Petersen.
Han understreger samtidig, at man har forsøgt at skabe et større sammenhold og en bedre stemning, der har resulteret i, at man på byggepladserne i højere grad passer på hinanden.
Også hos 3F kan man mærke en stor forskel, efter at fagforeningerne er kommet tættere på medarbejderne på byggepladserne.
- Vi begyndte at komme igennem til medarbejderne. Det gjorde en kæmpe forskel, fordi tillidsrepræsentanterne er med til at støtte folk og gøre opmærksom på problemerne. Vi så et pres nedefra, siger Silas Grage.