Når folk uden familie eller venner dør i millionbyen New York, bliver de begravet af fanger på fængselsøen Hart Island øst for Bronx. Sådan har det været i årtier, men nu under corona-epidemien i metropolen er det ikke længere fanger, som står får den del af arbejdet.
På grund af smittefaren er det professionelle i heldragter, som hver dag står for begravelsen af dusinvis af afdøde, som ligger i primitive kister. Afdøde som i 14 dage har ligget på byens lighuse, men hvor ingen så er dukket op for at tage sig af begravelsen. Enten fordi der ikke er nogen venner eller familiemedlemmer til afdøde, eller fordi de ikke er klar over, at vedkommende er død.
Normalt får sådanne ensomme mennesker lov til at ligge længere tid på lighusene, men på grund af det ekstremt høje dødstal i byen og staten (over 7.000), så ryger ligene nu af sted til den ensomme og dystre ø Hart Island hurtigere.
Den amerikanske delstat New York har flere coronasmittede personer end noget land i verden uden for USA.
Foto: Scanpix
Fakta om Hart Island
Øen har haft mange funktioner igennem tiden. Først var det træningsfaciliteter for hærens farvede soldater i 1864. Så var det et fængsel for krigsfanger, herefter psykiatrisk hospital, tuberkulose-sanatorium, barakker for hjemløse, under Den Kolde Krig var her udstationeret såkaldte Nike forsvarsmissiler og senest endnu et fængsel.
Der er begravet mere end en million mennesker på øen siden år 1900.